Der sker altså mystiske ting her… Mor har taget grene fra træer og buske ind og hængt en masse tingeltangel op alle vegne. Gad vide hvad det er til…

De sidste par uger er der ikke sket ret meget. Mor og jeg har været på Fælleden nogle gange – de to af gangene havde mor åbenbart temmelig travlt. I hvert fald løb hun hele turen rundt! Men jeg er ikke så nem at snyde, for jeg kan altså løbe meget hurtigere smiley

Sidste lørdag var vil til træning (ja, det er altså mor, der træner, men spørg mig ikke, hvad. For jeg kan altså det hele!). Først gik vi en laaang tur sammen med Nero. Vi slåssedes for sjov – men desværre skar Nero altså sin pote på et eller andet. Heldigvis var det ikke ret slemt, men tilbage til bilerne måtte vi altså gå pænt i snor. Men da var vi også lidt trætte.

Så gik vi bare rundt på en græsplæne. Gad vide, hvad det skal til for. Hver gang jeg gik pænt ved siden af mor, kastede hun en bold frem, som jeg måtte løbe efter. Så tog hun den fra mig, og vi startede forfra. Jaja, hvad det mon skal til for? Vi kom jo ingen steder, så det er lidt kedeligt. Men bolden er sjov!

Jeg prøvede også at gå på en stige, men da mor ville have mig til at krydse en lille grøft på en planke, sagde jeg altså stop! Ikke alverdens godbidder kunne lokke mig over den. Næææ – giv mig så hellere den anden planke, hvor vi kommer op i 1,5 m. højde – der kan vi da i det mindste se, hvad der sker rundt omkring! Mor rystede godt nok på hovedet ad mig, hun syntes vist, den høje planke var meget mere farligt end den anden…

Forleden morgen mistede jeg pludselig en af mine tænder – det smager altså underligt, og føles mærkeligt. Men nu har jeg snart vænnet mig til det – og der kommer jo nye tænder i erstatning for dem, der falder ud. Sikke et held!

Ellers er alt stille og roligt her. Selv om jeg nogle gange er nødt til at fortælle at jeg er her når jeg er i hundegården! Så kan mor og far skælde ud nok så meget – er der noget, der rumsterer, skal det altså gø’s ad!

Tit om eftermiddagen får jeg lov til at komme en tur i haven, når vi har været ude at gå. Så ligger der mad der ude – det er sjovt at finde. Jeg spiser altså ikke det hele på én gang, så hellere gå lidt til og fra de forskellige bunker.

Nå, det er vist, hvad jeg har at fortælle for denne gang.