Ja, tiden går, og mor siger, at jeg er ved at blive stor. Hun klager også over, at jeg nu er ved at have fået min blivende pels… Så det der lysebrune lammeuld som jeg har haft før nu er helt væk.
Til gengæld har jeg fået nogle flotte, lange og sorte hår – ja, jeg synes selv, at jeg er blevet rigtig pæn!

Mine tænder er også flotte og nye. På et tidspunkt blev mor ellers lidt nervøs. Min højre hjørnetand nåede nemlig at vokse frem inden mælketanden faldt ud. Men så gik vi bare en tur på fælleden og legede lidt pind – og vupti, så var tanden væk. Heldigvis var det mælketanden, der faldt ud smiley

Vi har ellers haft nogle dejlige ture på fælleden. Den ene gang mødte vi en af mors kolleger. Hun og hendes veninde havde 4 hunde med. Men de var godt nok noget små i det… i hvert fald de fleste! Den ene var dog lidt større, Villy en cocker spaniel på 7-8 måneder. Han ville altså gerne lege.

De små var ikke så meget for det, men jeg lærte da at være lidt forsigtig overfor dem.

Sidste søndag havde vi besøg af Kay og Brian, og Brians søn Peter. Han er 3 år og liiige i nå-højde for mig! Men ham skal jeg også passe på. Vi gik tur på fælleden og legede pind. Peter kastede pinden, og jeg hentede den igen. Det synes han, var MEGET sjovt!

Og så er der jo vand på fælleden – grøfter og en lille sø. Det er bare så dejligt, at komme ud at bade! Mor siger godt nok, at det er for koldt, men hvad ved hun om det! Hun har jo ingen pels. Jeg nyder altså at komme ud at svømme en tur. Og når man løber, så kan man altså sagtens holde varmen smiley

Nogle gange møder vi også andre hunde. Det er sjovt, både når vi bare lige hilser og så løber hver sin vej, men også når vi leger tag fat. Selv om nogle af de gamle hunde kan blive lidt arrige… Men så piver jeg bare, og så bliver de gode igen.

En hund har jeg dog fået lidt respekt for. Det er Bølle, som vi træner sammen med. Forrige gang vi var til træning løb vi og legede. Han havde en bold, som lugtede så dejligt, så jeg ville bare lige snuse til den. Hold op, hvor blev han gal! Jeg måtte pive rigtigt længe, før han flyttede sig. Men lidt senere kunne vi godt lege sammen igen – men jeg holder nu lidt afstand… bare for en sikkerheds skyld smiley

Idag har mor været hjemme. Det har været hyggeligt – hun har siddet og arbejdet på hendes computer, mens jeg har døset. Og så siger hun, at jeg snorker! Det har garanteret været hende selv!

I søndags slæbte mor mig på vægten igen. Nu vejer jeg 21 kg.