Ja, så er julen overstået.
Tiden op til følte jeg mig lidt tilovers… Mor havde travlt med en eller anden opgave, hun var ved at skrive, og far var i gang med det store badeværelse. Der kom ellers folk nok på alle mulige tidspunkter, som rodede derinde. Det var lidt skægt, når jeg fik lov at hjælpe til.
Men smeden blev lidt irriteret på mig, da jeg napsede lidt af hans værktøj…smiley og så røg jeg ellers bare ud i hundegården…

Den 12. december var vi en tur i Tylstrup og besøge Bella. Hende har vi besøgt før, hun bor hos Ruth og Frode, som er far’s moster og onkel. Hun er nu lidt kedelig, og ville slet ikke rigtigt lege. Jeg prøvede ellers alt muligt, men hun lagde sig bare ned. Øv!
Blog Image
Lørdag den 20. havde vi om morgenen besøg af Kay og Brian til morgenmad. Det var hyggeligt. Derefter havde mor, far og Ayoe travlt med at pakke bil, for vi skulle til Tyskland til Gika og Werner. Det var en laaaang tur – 7 timer i bilen.
Gika og Werner bor rigtigt skønt, lige ud til en masse marker (og vandpytter)! Så jeg får lov til at løbe frit rigtigt meget og hygge mig. Nogle gange møder vi andre hunde, som jeg kan snakke lidt med.

Aftenturene er skønne, for vi går en tur op over Queckborner Höhe. Der er smukt i mørket, hvor man kan se lysene fra Grünberg i baggrunden.

Der bor også en kat her, kan jeg lugte. Men den viser sig ikke – jeg ville ellers gerne lege med densmiley

Maden interesserer mig ikke særlig meget lige for øjeblikket – der er så meget spændende. Men kommer der lidt rester i skålen, står sagen lidt anderledes – så vil jeg gerne spise lidt. Ellers gider jeg altså ikke mit foder i øjeblikket…

Juleaftensdag var der en masse uro. Først slæbte de et træ ind, og så blev det ellers pyntet. Med lys, stjerner, kugler og en masse træting. Hver gang jeg vil se lidt nærmere på det, får jeg ballade. Øv.

I går gik vi en lang tur, først over bakken og så ned gennem en dal, hvor der løber en bæk. Det var skægt – for jeg fik lov at løbe i bækken hele vejen. Også under broerne – men det krævede lige lidt overvindelse…smiley Men da vi kom hen til søen, tog mor mig i snor. Der var nogle store, hvide fugle, som jeg altså åbenbart ikke måtte hilse nærmere på. Det forstår jeg altså ikke! Det ville helt sikkert have været sjovt at løbe lidt efter dem – måske vil de gerne lege.

I morges gik mor og jeg før solen står op. I løbet af natten er der altså en eller anden, der har lagt låg over alle vandpytterne! Sikke noget – det er hårdt og koldt og ikke til at stå fast på. Mens vi gik, blev det lige så stille lysere og lysere. Vi mødte også et par andre hunde som jeg hilste på. Mor havde kameraet med og tog en masse billeder! Som om jeg er en fotomodel…