Blog Image

Aichi

Aichi's blog

Følg Aichis vej gennem verden her på bloggen.
Skriv gerne, hvis du kender noget til Aichi's søskende / forældre.


Kennel Metla
Skriv til Aichi
Se billeder fra Aichi

Jul?

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-11-29 20:55:09

Der sker altså mystiske ting her… Mor har taget grene fra træer og buske ind og hængt en masse tingeltangel op alle vegne. Gad vide hvad det er til…

De sidste par uger er der ikke sket ret meget. Mor og jeg har været på Fælleden nogle gange – de to af gangene havde mor åbenbart temmelig travlt. I hvert fald løb hun hele turen rundt! Men jeg er ikke så nem at snyde, for jeg kan altså løbe meget hurtigere smiley

Sidste lørdag var vil til træning (ja, det er altså mor, der træner, men spørg mig ikke, hvad. For jeg kan altså det hele!). Først gik vi en laaang tur sammen med Nero. Vi slåssedes for sjov – men desværre skar Nero altså sin pote på et eller andet. Heldigvis var det ikke ret slemt, men tilbage til bilerne måtte vi altså gå pænt i snor. Men da var vi også lidt trætte.

Så gik vi bare rundt på en græsplæne. Gad vide, hvad det skal til for. Hver gang jeg gik pænt ved siden af mor, kastede hun en bold frem, som jeg måtte løbe efter. Så tog hun den fra mig, og vi startede forfra. Jaja, hvad det mon skal til for? Vi kom jo ingen steder, så det er lidt kedeligt. Men bolden er sjov!

Jeg prøvede også at gå på en stige, men da mor ville have mig til at krydse en lille grøft på en planke, sagde jeg altså stop! Ikke alverdens godbidder kunne lokke mig over den. Næææ – giv mig så hellere den anden planke, hvor vi kommer op i 1,5 m. højde – der kan vi da i det mindste se, hvad der sker rundt omkring! Mor rystede godt nok på hovedet ad mig, hun syntes vist, den høje planke var meget mere farligt end den anden…

Forleden morgen mistede jeg pludselig en af mine tænder – det smager altså underligt, og føles mærkeligt. Men nu har jeg snart vænnet mig til det – og der kommer jo nye tænder i erstatning for dem, der falder ud. Sikke et held!

Ellers er alt stille og roligt her. Selv om jeg nogle gange er nødt til at fortælle at jeg er her når jeg er i hundegården! Så kan mor og far skælde ud nok så meget – er der noget, der rumsterer, skal det altså gø’s ad!

Tit om eftermiddagen får jeg lov til at komme en tur i haven, når vi har været ude at gå. Så ligger der mad der ude – det er sjovt at finde. Jeg spiser altså ikke det hele på én gang, så hellere gå lidt til og fra de forskellige bunker.

Nå, det er vist, hvad jeg har at fortælle for denne gang.



Søndag igen

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-11-09 22:53:26

Det har været en skøøøn weekend! Lige efter en hunds hoved smiley

Torsdag var vi ude at gå en lang tur på fælleden. Vi mødte mange andre hunde – en retriever-dame, som ikke rigtig ville lege, men gerne ville løbe lidt sammen med mig – en schæfer-han som jeg bare hilste på – og så sidst, men ikke mindst Max, en Rottweiler, som jeg har leget med før. Han er 6 måneder, så det går bare forrygende!

Og så er der jo også altid dammen, som jeg liiige skal sætte poterne i! Mor skuler godt nok noget, når jeg bliver våd – men hvor er det sjovt! Og jeg fryser heller ikke, sådan som jeg løber rundt bagefter.

Fredag regnede det. Mor havde fri fra arbejde, så vi kørte på fælleden om morgenen. Hun havde regntøj og gummistøvler på – hvad skal det dog gøre godt for?! Men hun har jo ikke pels, ligesom mig!
Vi havde hele fælleden for os selv, der var hverken andre hunde eller mennesker. Så jeg kunne rigtigt bruge næsen og snuse efter de mange dyr der er der.

Mor tog alene af sted fredag middag – og hun kom først hjem igen lørdag! Det er altså lang tid, selv om både far og Ayoe var hjemme. Morgenmaden smagte heller ikke så godt, som den plejer, så jeg lod lidt af den stå.

Da mor kom hjem, tog hun og far – og jeg, naturligvis – af sted i bilen. Jeg er nu stadig ikke vild med at komme ind i bilen, og løber helst min vej, når de åbner døren og buret. Selv om de lokker med ost! Men når jeg først er inde i buret, er det ikke så slemt. Men de skal nu ikke tro, at de får mig så nemt!smiley
Vi gik en lang tur gennem en skov, helt for os selv. Der var mange vandpytter og små bække, jeg skulle ned i – så man skulle egentlig tro, at jeg havde fået vand nok. Men det syntes mor ikke, da vi kom hjem – så hun puttede mig i bad. Ædr – det er altså ikke sjovt. Men hyggeligt, når hun gnubber mig tør bagefter.
Inden vi kørte hjem fra skoven, havde mor lagt et lille spor, som jeg fik lov til at følge. Der lå lidt ost for enden – mums! Det er altså bare for nemt smiley

I dag kørte mor og jeg op på fælleden igen. Vi mødte igen nogle andre hunde, også et par stykker vi har mødt før. Det er dejligt at gense dem! Vi legede pind sammen – den ene havde pinden, og vi andre jagtede hende. Til sidst blev jeg dog lidt træt, så vi gik videre alene. Igen syntes mor, at jeg ikke havde fået vand nok… forstå det, hvem der kan smiley

I hvert fald sov jeg godt bagefter. Maden har været specielt god i dag. Far har kogt noget kød – og så fik jeg ris, der var kogt i boullion’en fra kødet! Det er bare lækkert! Det kan vist nok også ses på vægten, siger mor. Hun synes, jeg er blevet tung – 18,2 kg…



Træt efter kursus

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-11-02 21:45:11

Så er der igen gået laaang tid…

Lige efter jeg skrev sidst, fik vi besøg af min mor’s mor smiley – det var hyggeligt! Hun blev hos os i en uge. Skønt, for hun vidste heldigvis ikke alt det, jeg ikke måtte smiley

Den ene af dagene var vi ude at gå på fælleden, hvor vi mødte nogle andre hunde. Det var lige ved dammen – og én af dem stod i vandet. Så dér måtte jeg jo også ud… Og pludselig var jeg helt ude at svømme. Dejligt, da jeg først havde vænnet mig til det!

Blog Image

Ellers var jeg igen en tur hos dyrlægen (gad vide, hvor tit man egentlig skal derhen?!?) Denne gang var det en anden dyrlæge end sidst. Hun var dog mindst lige så uforsigtig som den anden, for hun kom også til at prikke mig. Endda to gange! Mor sagde noget om, at det var, fordi jeg skulle have et pas… Nå, det gjorde nu ikke særligt ondt.

Mor er i øvrig sjov – så går hun en tur uden mig, og taber noget. Gæt så, hvem der skal finde det igen! Hun kunne da godt passe lidt bedre på! (Men det er nu sjovt, at min næse kan bruges til noget nyttigt smiley)

Vi har også været til træning. Her kunne jeg igen lege med en hel masse af mine venner, især Nero. På et tidspunkt var der et af menneskene, som smuttede ind i en skov. Som om han kunne gemme sig for mig! Jeg opdagede ham da, inden jeg var kommet omkring hjørnet af volden, og kunne føre min mor direkte hen til ham.
På træningspladsen har vi også nogle tunneller, man kan løbe igennem. Det er rigtigt sjovt, for den ene af dem er så lille, at mor slet ikke kan komme igennem. Og Nero turde næsten ikke – før jeg viste ham, at det slet ikke er farlig.

Jeg har også fået en penneven, Molly fra København. Hun bor hos Vibeke, som er en af mors venner. Vi mailer sammen – det er altså sjovt at høre om andres erfaringer med deres mennesker.

Her i weekenden kørte mor rigtigt langt med mig. Helt op til Tranum. Der var rigtigt mange andre hunde, men kun to, som jeg rigtigt legede med. Det var Fenja, som jeg kender fra træningspladsen af. Hun hører til hos Bjarne. Og så var der Saga, som er en retriever-dame på 2 år. Hun og jeg legede rigtigt meget.
Men vi prøvede også meget andet sjovt. Der var både spor, vi skulle følge og mennesker og genstande vi skulle finde i en skov. Nogle gang skulle vi arbejde på egen hånd (mor sagde “rondér” hver gang) og andre gange var det mens jeg var i snor. Det var altså bare skægt.

Da det blev aften og mørkt, skulle mor og jeg sidde helt, helt stille ved et træ. Meeen der snød jeg dem, for jeg kunne sagtens følge Anita, vores underviser, som gik rundt derude. På et tidspunkt fik jeg endda lov til at komme helt hen til hende og hilse på og få en godbid! Derefter måtte vi tilbage til træet og sidde lidt mere stille.

Inden vi kørte hjem i dag, kørte mor og jeg ned til stranden. Vandet smager altså sjovt! Og så er det slet ikke stille, som det plejer at være. Det bevæger sig frem og tilbage, og der er noget hvidt skum ovenpå, som flyder med. Det var altså lidt farlig, så jeg måtte hellere skælde det lidt ud.

Da vi kom hjem var jeg helt op at køre. Så legede vi lidt, inden jeg til sidst faldt i søvn. Først var jeg dog lige på vægten sammen med mor – nu er jeg helt oppe på 17 kg!

Blog Image



Update

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-10-10 10:46:45

Hold da op – som tiden dog går. Så lige, at det snart er fire uger siden, jeg sidst har skrevet noget.

Der er sket rigtigt meget siden sidst. Dagen efter mit sidste indlæg besøgte vi et helt nyt sted – mor kaldte det ‘dyrlægen’. Der duftede dejligt og så fik jeg lov til at sidde på et bord! Det må jeg ellers aldrig derhjemme… smiley

Dyrlægen (gad vide, om det hedder ‘dyr’-læge, fordi det koster mange penge at besøge ham?!?smiley) kiggede mig alle steder. Og så kom han vist nok også til at prikke til mig. Han undskyldte dog med det samme og gav mig en godbid – så det må bestemt have været et uheld. Men det gjorde nu egentlig ikke ondt, så jeg reagerede ikke på det.

Ellers har vi været til træning et par gange. Det er bare skægt! Den ene gang var der kun to andre hunde udover mig. Rossi er en stor hanhund, som jeg har leget med før. Det gik også rigtigt godt, indtil Vivi (Rossi’s mor) tabte en godbid. Jeg ville bare lige snuse til den – men hold op, Rossi blev sur. Godt jeg kunne søge tilflugt mellem mor’s ben.

Der var også en anden hund, som jeg ikke har mødt før. Hun hedder Nynne, og er en Rottweiler på 7-8 måneder. Hun er nu lidt voldsom, og så lugtede hun meget sjov. Rossi var rigtigt interesseret i hende, men hun ville hellere snuse til mig. Når det blev lidt for meget, smuttede jeg bare ind mellem nogle menneskers ben – der kunne de store hunde ikke følge med.smiley

Vivi var for øvrig lidt sjov – hun kom til at træde i lidt smøreost, og slæbte det med sig et lille stykke. Og tabte også lidt… Det duftede godt, så jeg skyndte mig langs den vej hun havde gået, for jeg ville jo helst finde det hele. Hun må også have taget noget af mit legetøj, for min lyserøde kong lå der også – den var nu ikke nær så spændende som alt det ost!
Blog Image

Billede af mor og jeg, taget den 4. oktober af Bjarne.

Sidste gang var der rigtigt mange hunde. Jeg legede med Nero. Han ligner mig lidt i udseende, og mor siger, han også er en schæfer. Han er lidt ældre end jeg, 7 måneder. Det var bare skægt at lege med ham! Selv om han jo vejer noget mere og er hurtigt, så han vælter mig hvert andet øjeblik, så lod jeg ham altså ikke slippe af sted med noget! Han var nu ikke farlig, så der var ingen grund til at løbe hen til mor eller nogle af de andre.

Jeg skulle også balancere hen over et bræt der lå over en grøft. Spørg mig ikke om hvorfor – man kan da lige så godt løbe udenom! Men når det nu betyder så meget for min mor, så kan jeg da godt. smiley Især fordi der plejer at ligge godbidder på brættet. Falde ned er jeg ikke bange for.
Der var også en stige mor gerne ville have mig over. Intet problem!

Sidste fredag var jeg en tur i byen med mor. Hun skulle klippes, så jeg fik lov til at komme med til frisør. Heldigvis slap jeg da for at blive klippet! Men det var nu lidt sjovt at være med. Det tog laaang tid, så jeg lagde mig altså bare til at sove.

Jeg har også været ude og bade lidt. Mor siger, jeg har svømmehud mellem tæerne, så jeg bliver en god svømmer! Ja, det må vi jo se; jeg synes nu, at det er lidt underligt, når jorden pludseligt forsvinder under én. Det er sjovere at soppe hvor jeg kan bunde.

I øvrigt siger mor, at jeg er ved at være rigtig tung. Sidste søndag vejede jeg 12,7 kg. Jeg ved altså ikke, hvad jeg tager på af – for det er nu ikke
altid jeg er lige sulten. Nogle gange gider jeg ikke spise, så er det tit jeg
får lov til at få lidt A38 i stedet for. Det smager altså dejligt! Men der er nu meget andet end den mad, de serverer for
mig, der smager godt!

Her forleden gik vi en
tur, og så fandt jeg sådan et lille grønt net med en masse dejligt mad i. Mor
ville også gerne have det – så det må være mums! Jeg skyndte mig nu at sluge
det, inden hun fik fat i det… Det blev mor noget sur over, tror jeg nok, for jeg
måtte kun få ris og A38 de næste par dage. Jeg havde det nu også lidt sjovt i
maven… Men nu har jeg det helt fint igen.

Nå, det må være nok for denne gang. Jeg skriver snart igen!



Ferietur

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-09-14 21:19:08

Nu har vi allerede søndag igen… og jeg har boet hos min nye familie i 4 hele uger!

Hverdagene går stille og rolige – men alligevel sker der tit noget nyt. Gad vide, hvornår de tror, jeg har prøvet det hele…

Onsdag pakkede min “mor” bilen med en stor taske med en masse lange stænger i. Vi kørte et godt stykke, og da vi nåede frem brugte hun de lange stænger til at slå en masse små bolde væk. Men hver gang jeg ville have fat i en af de små bolde, fik jeg nej. Øv smiley Hun kaldte det “golf”…
Heldigvis kørte “far” og jeg en tur og vaskede bil, mens hun jagtede de små bolde smiley

Fredag skulle vi samme sted hen igen – denne gang havde vi dog en af “mor” og “far”s venner med. Jeg fik lov til at gå med – men det blev lidt kedelig. Hver gang jeg lagde mig ned og liiige var faldet i søvn (smiley) – så skulle vi videre.

Lørdag kom Birgit, “far”s søster sammen med sin datter Frida og hentede “mor” og mig. Vi skulle hen til et sommerhus ved vesterhavet. “Far” og Ayoe var kørt om fredagen. Jeg fik lov til at sidde på skødet af mor hele vejen derop – dejligt! I sommerhuset var der nogle flere, som jeg lærte at kende. Dels “far”s mor Rita og så hans farbror og tante, Jens og Ingerlise. Vi gik lige en tur i en rigtig stor sandkasse – det var sjovt. “Mor” kaldte det godt nok stranden…
Om natten sov vi i campingvogn. Jeg lå lige ved siden af “mor”s seng – men jeg måtte ikke hoppe op smiley Nå – jeg sov nu godt nok alligevel…

I dag kørte vi et andet sted hen på stranden, og så gik vi ellers en laaang tur. Vandet smagte lidt sjovt, men var dejligt at lege i. I hvert fald så længe det ikke kom højere end min mave… “mor” legede også med i vandet.

Her til aften er jeg bare træt. Vi er kommet hjem igen, så det er dejligt at få lov til at ligge og sove lidt.

Blog Image

I øvrigt siger “mor” at jeg har taget på igen – nu vejer jeg 9,1 kg. Men hun har også fundet noget mad, der smager MEGET bedre, end det jeg fik før! Og så putter hun det i en lille bold, som jeg kan få lov til at lege med. Hver gang den triller rundt, får jeg lidt mad. Så er det altså sjovt at spise!



Fagre ny verden

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-09-07 21:48:33

Ja, så gik der igen en uge – som tiden dog går! Jeg har igen taget på – nu vejer jeg 8 kg (mon det bliver ved?!?)

Hver morgen er vi ude på en lille gåtur – og så får jeg lov til at slappe af i hundegården. Der er et fint hus – hvor der altid ligger noget lækkert til mig, når jeg kommer derud. Tørrede griseører smager altså godt! smiley

Ugen er ellers gået stille og roligt, men det var vist kun stilhed før stormen her i weekenden. Lørdag morgen kørte vi laaangt i bil (smiley) – men da vi så kom frem var både Fenja og Choko der, så jeg kunne lege lidt med dem. Dem mødte jeg også for et par uger siden, så jeg kendte dem godt.
Der var masser af spændende oplevelser – en planke vi skulle gå over (det gik rigtigt godt) og nogle rør i jorden. Godt, at Fenja løb foran, så var jeg lidt mere tryg ved at løbe igennem.
På et tidspunkt gik “mor” fra mig – men det gjorde nu ikke så meget, for der lå lidt godbidder, som jeg kunne hygge mig med. Og hun kom jo også tilbage igen.

Efter vi kom hjem, tog jeg mig en lille lur – men lur mig, om jeg ikke blev slæbt af sted igen! Denne gang ind midt i byen, hvor der var masser af folk i grønt tøj (gad vide, hvad de lavede der – de plejer da kun at være i skoven?!? smiley) Der var larm og en masse mennesker, der alle sammen skulle røre mig. Dejligt! Men jeg er nu også rigtig blød!

På vej hjem besøgte vi en anden hund, som hedder Buller. Han gad nu altså ikke lege med mig – øv! Så kunne jeg lige så godt lægge mig til at sove.

Om aftenen troede jeg egentlig, at vi bare skulle gå en kort tur. Men næ nej – ud og besøge flere. Der var jeg nu også i torsdags – og børnene ville gerne lege med mig. Det var godt nok svært til sidst af få lov til at slappe af! smiley

I dag skulle vi igen køre langt i bil – men da vi kom frem til Tylstrup, som “mor” siger, det hedder, mødte jeg Bella. Og hun ville bare gerne lege! Blog Image

Så mens “mor” og “far” fik lidt at spise sammen med Ruth og Frode, som Bella bor hos, hyggede vi os i haven. Og delte lidt mad… (Bella havde ikke spist op, så der var lidt tilbage i hendes madskål smiley)

Da jeg kom hjem, lagde jeg mig bare til at sove. Godt det er mandag i morgen – så kan jeg vel endelig få lov til at slappe lidt af i min hundegård!



Nye oplevelser

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-08-31 21:16:08

Sikke meget man oplever! De første dage gik stille og roligt.
I søndags vejede jeg 6,3 kg (dvs. jeg har taget et kilo på siden jeg flyttede hjemmefra!) og i spejlet kunne jeg se, at mit ene øre står op smiley

Tirsdag kørte vi bil igen – det er nu stadig ikke for sjovt smiley, men jeg har da ikke kastet op. Vi kom et hyggeligt sted hen hvor vi kunne gå en tur i skoven. Ellers har vi mest gået rundt her i området – men det er nu også skægt, der er en stooor vandpyt, man kan lege i. “Mor” kaldet godt nok en dam…

Fredag skulle vi gå en laaang tur til “mor’s” arbejde igen – det gjorde vi nu også sidste uge… Men hyggeligt at hilse på de forskellige smiley

I går var rigtigt anstrengende. Først blev jeg puttet ind i en bil og kørt ind til “byen”, som “mor” kalder den. Der var bare så mange mennesker, så jeg var nødt til at sætte mig ned og se mig om mange gange. Til sidst stoppede vi dog op et sted, hvor jeg kunne ligge i skyggen under et bord.
Men ikke i ret lang tid – så blev jeg hevet videre, tilbage til bilen. Vi kørte til en stor skov hvor jeg virkelig fik lov til at løbe rundt. Der var også et par andre hunde jeg kunne hilse på. Dejligt – og så var det rart at komme hjem og kunne sove lidt! smiley

I dag tog “mor” igen sit underlige grønne tøj på – og “far” også! Så kørte vi lidt bil igen (det bliver mere og mere sjovt!) men ikke ret langt. Vi mødtes med en masse andre mennesker som allesammen var i grønt tøj og alle havde nogle lange, larmende pinde med. Først synes jeg det lød lidt underligt, men der var ikke andre, der tog sig af det. Så legede jeg lidt med min bold og lagde mig til sidst til at sove – da der ikke skete mere.

Så alt i alt har det været en spændende uge. Men maden er ikke noget at råbe hurra for… de sidste dage fik jeg dog lov til at prøve noget andet, som smager lidt bedre…

“Mor” siger også, at jeg har taget på i løbet af ugen, så nu vejer jeg 7,1 kg! smiley



Den første uge

Flyttet hjemmefra Posted on 2008-08-25 10:57:01

For en lille uges tid siden forlod jeg min mor og mine 12 søskende. Ja, nogle var jo allerede taget afsted om lørdagen – men vi var stadig mange tilbage, da Henrik og Karin kom for at hente mig søndag eftermiddag.

Det var en lang tur hjem – men jeg sov en stor del af vejen. smiley Jeg blev kun en lille smule køresyg sidst på turen.

—————————–

De første dage var der rigtigt meget nyt – nye dufte, nye mennesker, lære at gå i snor og så alt det jeg ikke må… smiley bide i stoleben, gå ind i stuen, hoppe op ad terassedøren, når jeg vil ud, ja, der er faktisk meget!

Den første nat var jeg lidt ked af det smiley, men så var det godt, at jeg fik lov til at sove i en kasse ved siden af sengen. Der var altid en hånd til lige at trøste smiley

——————————

Ellers har jeg både gået tur over på “mor’s” arbejde, og hilst på en masse besøgende. Dejligt, de allesammen kun kommer for at besøge mig!

I lørdags var så en stor dag – først tog mor noget sjovt, grønt tøj på, og så kørte vi i bil i laaang tid (uden at jeg blev køresyg!) Da vi endelig kom frem, var der en masse mennesker, alle i samme slags tøj som mor. Det var lidt svært at finde hende, men hun kan ikke snyde min næse! smiley
Der var også en masse andre hunde, som gerne ville hilse på mig. Godt, jeg er god til hvalpesprog, for de var altså lidt skræmmende! Så er det godt at rulle om på ryggen – så tør de ikke gøre mig noget!
Gad vide, om vi kommer derud igen – det var nu lidt sjovt…

——————————-

Nå, det var lidt fra min første uge. Jeg skriver nok snart igen. smiley



« Previous